eLæring taget op til genovervejelse. Har e-læring og de virtuelle universiteter levet op til forventningerne?

eLæring og de virtuelle universiteter

På toppen af dot-com boblen forudså Peter Drucker (1997) at ”universiteterne vil ikke overleve […] som beboelses institutioner” (The Guardian, 13. April 2004), og andre i samme stil forudså, at universiteterne ville blive indholdsudbydere og lærefacilitatorer for producenter af ”læreware” for en fortjeneste.

Sidst i halvfemserne dannede adskillige amerikanske universiteter kommercielle firmaer enten alene eller i samarbejde med andre universiteter, kulturelle institutioner og udbydere a e-løsninger. Blandt disse var New York University, som investerede 20 millioner dollars i NYU Online og Columbia University dannede Fathom sammen med 14 andre universiteter, biblioteker og museer og investerede 40 millioner dollars i dette projekt. Ingen af disse har nogensinde sat et e-lærings kursus i gang. Samtidig investerede Cornell University 12 millioner dollars i eCornell uden at registrere et særlig vigtigt antal studerende. Også forsøget på at tilbyde uddannelse på det amerikanske marked, som det britiske Open University stod bag, slog fejl med et tab på omkring 20 millioner dollars.

En af de få succesfulde e-lærings udbydere i USA er University of Phoenix og det lader til at bag denne succes ligger en fokusering på et begrænset og specialiseret marked indenfor IT, business og sundhedsområdet.

Samtidig i Europa vedtog det Europæiske Råd en plan kaldt: eEuropa. Et informationssamfund for alle (Lissabon, Marts 2000) med det mål at blive “den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden inden udgangen af 2010”. I maj samme år udgav Europa Kommissionen en folder som hed: eLearning, forberede morgendagens uddannelse.

Parallelt til disse politiske initiativer, men uden koordinering fra Europa Kommissionens side, blev mange nationale europæiske e-lærings projekter sat i gang, blandt andet det britiske e-University, Digital University i Nederlandene, det bayerske Virtual University, Virtual University i Finland og Net-University i Sverige.

Fem år senere er UkeU (det britiske e-University) ophørt med at virke. Hvad der blev sat i gang i det 21. århundrede som en verdensomspændende efterfølger af det britiske Åbne Universitet tiltrak aldrig økonomisk støtte fra kommercielle partnere og rekrutterede kun 900 studerende på et tidspunkt hvor det blev forventet at 5000 tilmeldte sig. Det offentlige brugte 60 millioner pund på operationen.

Dutch Digital University – et konsortium, som består af universiteter i Nederlandene samt nogle IT firmaer og udgivere – har ikke en vigtig arbejdsvolumen og partnere overvejer at trække sig tilbage.

Finish Virtual University og det svenske Net-University – initiativer, som begge er regeringsstyrede – har øget deres antal af on-line kurser for at forsøge at få studerende fra andre institutioner og områder i landet til at tilmelde sig, men det forventede samarbejde mellem institutionerne mangler stadig.

På det bayerske Virtual University – også et regerings initiativ – er af antallet af kurser, som tilbydes som e-læring til studerende fra alle bayerske institutioner, blevet øget med succes men uden at se en forbedring af samarbejdet mellem institutioner.

Den vigtigste lektion lært fra disse europæiske virtuelle universitets- og e-lærings erfaringer er, at ingen af initiativerne har nået et niveau hvor de kan overleve, hvis regeringsstøtten trækkes tilbage.

Overvejelser om e-lærings udviklingen

I sin præsentation på eLærings Konferencen i Bruselles i maj måned år 2005, karakteriserede Fabrizio Cardinali fra Giunti Interactive Labs i Italien, e-lærings udviklingen sidst i halvfemserne som ‘den store e-lærings bølge’ og udviklingen i starten af dette århundrede som ‘e-lærings tsunamien’.

Men i en rapport udgivet så tidligt som år 2001, udpegede OECD problemerne ved at implementere e-læring: “På trods af at have brugt 16 milliarder amerikanske dollars i OECD landene på IKT i år 1999, er der […] intet klart bevis for, at de IKT investeringer, som den offentlige sektor har foretaget, har resulteret i en forbedring af underviseres og/eller elevers arbejde. De har heller ikke forbedret kvaliteten af og adgangen til undervisningsressourcer så meget som det var forudset” (e-Learning. The Partnership Challenge, 2001, s. 24).

I den senere tid har en anden OECD rapport, e-Læring indenfor den højere uddannelse, hvor står vi? 2005, uddybet det samme problem:

“e-læring har egentlig ikke revolutioneret læring og undervisning indtil videre. Hidtil ukendte undervisnings- og lære metoder, lettet ved hjælp af IKT, forbliver kun spirende eller de mangler stadig at blive opfundet. […] Indførelsen af LMS (learning management systems) […] lader til at være en af de ting som præger e-lærings udviklingen indenfor den højere uddannelse på verdensplan. […] Online læringens nuværende umodenhed vises ved at ”content management systems” ikke indføres ofte […]. IKT er trængt ind på den højere uddannelse men har haft større indvirkning på administrative servicer (som f.eks. optagelse, registrering, betaling af gebyr, indkøb) end på klasseværelsets pædagogiske fundamenter” (s. 14-15).

Selv om rapporterne udtrykker en skepsis overfor integrering af IKT i den højere undervisning og læring, understreger de også en generel tiltro til bruget af undervisningsteknologier. Fiksering på teknologien og manglen på kulturelle egenskaber identificeres som hovedgrunden til manglen på succes indenfor e-læring: “Teknologien alene giver ikke succes indenfor undervisning. Den er kun værdifuld indenfor undervisning, hvis elever og lærere kan gøre noget nyttigt med den. […] undervisningsindhold og e-lærings servicer […] skal skræddersyes til lokale behov og kulturer” (e-Learning. The Partnership Challenge, 2001, s. 24-25).

I den britiske debat efter at UkeU faldt til jorden i 2004, forklarede ”National Funding Council” med en vis bitterhed, at manglen på interesse for e-læring var forårsaget af universiteternes fokusering på ‘blandet’ læring. Men allerede den 4. februar år 2003 på Learntec Forum i Karlsruhe fremhævede Kommissær Reding blandet læring som fremtiden for e-læring:

“Moderne e-lærings løsninger anerkender nu vigtigheden af læring som en social proces og tilbyder mulighed for at samarbejde med andre elever, for at påvirke indholdet, som skal læres, og for vejledning fra lærere, instruktører og tutorer. […] Endnu engang spiller lærere og instruktører en central rolle ved at anvende virtuel samt traditionel ’face-to-face’ vekselvirkning med deres studerende via en ’blandet’ indfaldsvinkel. En indfaldsvinkel hvor de ikke længere kun ses som forbrugere af forudbestemt e-lærings indhold, men som udgivere, forfattere og bidragydere til et scenario i den rette læresammenhæng.”

Fru Redings udtalelse skal ikke læses som en total nægtelse af e-læring eller on-line læring. Den skal mere ses som en anerkendelse af behovet for vekselvirkning mellem lærere og elever og et delt ansvar for læreprocessen. Udtalelsen skal heller ikke ses som Kommissionens mangel på tiltro til IKT som metoden til at føre visionen for Viden Samfundet ud i livet.

På baggrund af OECD rapporterne og Fru Redings udtalelser lader det til, at e-lærings succesen afhænger af pædagogisk udvikling og en tættere integrering af teknologien i de studerendes tidligere læreerfaringer.

Forsøg på at grave dybere ned i problemerne ved e-læring


Parallelt med eksperimenterne med virtuelle universiteter over de sidste 10 år, har mange universiteter og specielt åbne universiteter implementeret e-lærings løsningen i deres programmer, ofte med en anelse af blandet indfaldsvinkel. Lad mig bruge det Åbne Universitet i Storbritannien som eksempel.

Succesen bag UKOU (det Åbne Universitet i Storbritannien) er ofte blevet set som en konsekvens af deres godt forberedte undervisningsressourcer og et bevidst brug af undervisningsteknologier i en hastighed, som er tilpasset de studerendes behov. Pointen bag hvad jeg her siger er, at denne tolkelse overser et væsentligt led i UKOUs koncept: integreringen af læreaktiviteterne i ressourcerne og tiden anvendt med tutorerne – samt evnen til at gøre disse aktiviteter relevante på et kulturelt plan. UKOUs succes forbindes med implementeringen af en social konstruktiv indfaldsvinkel til læring. De skiftede konceptet bag læring fra viden erhvervelse til viden opbyggelse.

De problemer, som mange af de ovennævnte e-lærings og online lærings initiativer møder, opstår fordi læring og specielt e-læring ses som en proces, hvor viden overføres i stedet for at den opbygges. Der er blevet lagt for stor betydning på konceptet ”stand-alone” kurser og ressource baseret læring. Denne indfaldsvinkel er på den ene side blevet støtte af en relativ succes bag korte, praktikorienterede ”just-in-time” og ”just-in-place” kurser, som er til rådighed på Internettet eller på CD-Rom, og på den anden side ved at fokusere på læregenstande – genbrug af læreressourcer – som en mulighed for at nedskære undervisningsudgifterne.

Min pointe er, at man ikke skal reducere hvad læregenstands konceptet har opnået men at stille spørgsmålstegn ved konceptet bag læring inkorporeret via bruget af undervisningsdesign teori: “Undervisningsdesign er baseret på den empiriske formodning om, at opførsel er forudsigelig, og at undervisningsdesign derfor kan ske isoleret fra undervisningsudførelse” (Koper, 2000, s. 14), men ”[…] en stor del af læring kommer slet ikke fra videnressourcer men fra elevernes aktiviteter når de løser problemer, deres vekselvirkning med virkelige anordninger, vekselvirkning i deres sociale- og arbejds situationer. […] det er elevernes aktiviteter i undervisningsmiljøet, som ligger til grunds for læringen” (Koper, 2001, s.3).

Læreressourcer (læregenstande) bliver kun aktive i læreprocessen når eleven gør nyttigt brug af dem. Skabelsen af relevante læreaktiviteter bliver absolut nødvendig. Resultatrige læreaktiviteter mobiliserer elevernes evner (nuværende viden, kulturel arv etc.), og skaber en dialog med den nye læreressource som grundlag for læring. På denne måde bliver lærere og tutorer genindsat i en stilling, hvor de er ansvarlige for at organisere læreprocessen. De vælger relevante læreressourcer og skaber læreaktiviteter, som er nødvendige for at nå angivne undervisningsmål.

Teknologier til at forstærke læring via e-læring burde øge realiteterne bag læreprocessen – vekselvirkning, kommunikation, samarbejde og opbygning – for at blive mere succesrig og møde de forventninger som viden samfundet har til IKT baseret læring i fremtiden.Referencer
Bang, J. (2005): ”eBOLOGNA – Creating a European Learning Space. A Step Towards the Knowlegde Society”, in: UNESCO between Two Phases of the World Summit on the Information Society, Saint Petersburg, Russia, 17-19 May, 2005, Moscow 2005, p. 137-143 (ISBN 5-901907-14-0).

Bang, J. & Dalsgaard, C. (2006): ”Rethinking e-learning. Shifting the focus to learning activities”, in: O Murchú, D. & Sorensen, E. (eds.). Enhancing Learning Through Technology, Idea Group, Inc, 2006 (in print).

”e-Learning: The Partnership Challenge” (2001), OECD (online), March 1, 2005.

”e-Learning in Tertiary Education. Where do we stand?” (2005) OECD.

Koper, R. (2000). ”From change to renewal: Educational technology foundations of electronic environments”. (Online), February 23, 2004.

Koper, R (2001): Modeling units of study from az pedagogical perspektive. The pedagogical meta-model behind EML, Educational Thechnology Expertice Centre, Open University of the Netherlands, 2001. Online.

Reding, V. (2003). ”Is e-learning going mainstream?” Opening of the Learntec Forum, Karlsruhe, 4 February 2003. (Online), September 14, 2003.